Farre efter besættelsen
I 1954 kort efter min fødsel blev min far ansat som lærer i Farre og vi flyttede fra Hinnerup til Farre. På overfladen var det en helt almindelig landsby; men med tiden opdagede mine forældre og senere jeg selv, at krigen havde efterladt sig sine spor.
Et spor var, at hjemmeværnet stod utroligt stærkt i byen.
Da jeg startede i Røgen forskole undrede jeg mig over, at der var enkelte af mine klassekammeraters fædre fra Farre, der ikke var i HJV. For mig var det nemlig en selvfølge, at alle fædre var medlemmer; men jeg forklarede det for mig selv med, at de nok var ældre end gennemsnittet. Det var ikke helt logisk, da smed Lemming med sine næsten 80 år var ivrigt medlem.
Jeg undrede mig også over, at fædrene til mine klassekammerater fra Røgen og Lyngby ikke på samme måde var i HJV.
Senere fortalte far, hvordan han selv var blevet medlem af hjemmeværnet. Da vi var flyttet til byen blev han spurgt, om han ville være medlem. Han tilhørte en af de årgange, der ikke blev indkaldt som værnepligtige pga. krigen. Derfor vidste han ikke helt, hvad han skulle sige og havde trukket lidt på det. Men de blikke han blev mødt med havde lynhurtigt overbevist ham om, at det svar var forkert.
Hvis man spurgte, hvorfor det var sådan, blev der som regel sagt noget om at Farre havde været en nazirede under krigen og at tilslutningen til HJV var en reaktion på det. I Røgen-Farre Lokalhistoriske Arkivs årsskrift 1998 findes dette citat fra smed Lemming:
Men for at gøre det lidt mere konkret, kan vi begynde med valgene til Folketinget i 1935, 1939 og 1943. I Røgen-Sporup kommune faldt stemmerne således:
| 1935 | 1939 | 1943 | |
| Vælgere | 630 | 611 | 622 |
| Stemmer | 536 | 484 | 536 |
| Socialdemokratiet | 189 | 158 | 169 |
| Venstre | 235 | 181 | 236 |
| Konservative | 26 | 24 | 36 |
| Radikale | 5 | 15 | 12 |
| Bondepartiet | 61 | 44 | 39 |
| DNSAP | 47 | 31 | |
| Retsforbundet | 17 | 10 | 10 |
| Kommunister | 3 | 3 | |
Bondepartiet, som i 1935 egentlig hed Frie Folkeparti, var udgået af Landbrugernes Sammenslutning, LS. Det var en landbrugsorganisation, dannet 1930 og ledet af Knud Bach fra landsbyen Rønge mellem Ulstrup og Bjerringbro. Under krigen havde Bondepartiet et tæt samarbejde med DNSAP. De to partier forsøgte bl.a. at overtale kongen til at afsætte samlingsregeringen og lade de to partier danne regering sammen. Dette samarbejde resulterede i, at Bondepartiet i 1945 blev opløst og Knud Bach i 1947 dømt for landsforræderi.
Desværre havde Røgen-Sporup kommune kun et enkelt afstemningssted beliggende i Farre Forsamlingshus, så man kan ikke umiddelbart se, om stemmerne på Bondepartiet og DNSAP var jævnt fordelt over hele kommunen eller stammede fra en mindre del.
Vi kan imidlertid få et indtryk ud fra det såkaldte Bovrup-kartotek. Det er et medlemskartotek for DNSAP opkaldt efter landsbyen Bovrup, hvor partiets fører Fritz Clausen boede. Som kilde skal det nok tages med et vist forbehold. F.eks. indeholder det en person i Farre, som angiveligt er meldt ind i partiet i 1942 i en alder af 12 år. Men det giver alligevel et indtryk, når man ser, at kartoteket indeholder 18 personer fra Farre og ingen fra Røgen eller Lyngby.
En lignende tendens ser vi på listen over dem, der meldte sig til Frikorps Danmark. Her er der 6 fra Farre og igen ingen fra Røgen eller Lyngby. De 6 unge mænd fra Farre svarer til 1% af byens befolkning eller relativt næsten 10 gange så mange som i landet som helhed.
På den baggrund kan vi nok med en vis rimelighed antage, at stemmerne på Bondepartiet og DNSAP også eller i det mindste overvejende stammer fra Farre. Ifølge folketællingen 1940 var der 419 indbyggere i Røgen sogn, 94 i Lyngby, som hørte til Sporup sogn men Røgen skoledistrikt og 599 i den resterende del af Sporup sogn, dvs. Farre by, mark og hede samt Sporup, som altså tilsammen udgjorde lidt over halvdelen af kommunen.
Ved de tre folketingsvalg blev der afgivet ca. 500 stemmer i kommunen. Så hvis vi regner med at halvdelen af dem stammer fra Farre, når vi med et rimeligt forbehold frem til at de to partier tilsammen har fået omkring en tredjedel af alle afgivne stemmer i Farre. Det er bemærkelsesværdigt, da de to partier på landsplan tilsammen aldrig nåede over 5%.
Det efterlod sig sine spor. På overfladen var Farre fredelig. Der var ingen sabotagehandlinger, stikkerlikvideringer eller lignende. Det blev dog fortalt, at et ægtepar havde stået nede ved vejen med armen i vejret, for at hilse besættelsesmagten velkommen den 9. april. Der var også en historie om et hagekors, der var blevet malet på en trappe en mørk nat. Det kunne ses længe efter, for ejeren af huset nægtede at vaske det af. Han anså det for at være et hæderstegn; men selv om der var fredeligt, så vidste alle, hvem der hørte til på den rigtige og den forkerte side. Som smed Lemming sagde, der var stærke politiske modsætninger.
Den 7. september 1945 blev frihedskæmperne i Hammel og omegn officielt hjemsendt ved en festlighed på Hammelhus. Dvs. man anså nu den umiddelbare opgave for at være løst. Men der var som overalt i landet stor mistillid til de politikere, som havde stået for samarbejdspolitikken.
På mødet talte læge Nordentoft om det folketingsvalg, der skulle afholdes den 30. oktober. Han sagde, at man ikke kunne have tillid til de nuværende rigsdagsmedlemmer, da de under besættelsen havde taget afstand fra sabotagen og tilladt oprettelsen af Frikorps Danmark, mens de nu efter kapitulationen var med til at dømme medlemmerne af samme korps.
Udover denne mistillid til politikerne var der også et ønske om, at man ville ”være bedre forberedt næste gang”. Derfor gik man mange steder i landet i gang med at oprette de såkaldte hjemmeværnsforeninger. Sådan blev det også omkring Hammel. Den 25.9.1945 var der igen møde på Hammelhus. Løjtnant R. C. Petersen og ingeniør Floor fra Århus fortalte om formålet med en hjemmeværnsforening.
På mødet blev der nedsat et udvalg, som arbejdede videre med sagen og forberedte den stiftende generalforsamling, som fandt sted den 23.2.1946. Her fik foreningen de første 40 medlemmer og der blev valgt en bestyrelse med forpagter Bruun på Gjerngården som formand. Pastor Kirk-Thomsen i Niær blev næstformand og lærer Graff i Farre blev kasserer.
Oprettelsen af hjemmeværnsforeningerne passede ikke helt politikerne. Man ville ikke have sådan en privat, bevæbnet organisation i samfundet. Derfor blev der den 31. maj 1946 indgået et slags forlig mellem forsvarsministeriet og De danske Hjemmeværnsforeninger formidlet af Frihedsrådet. Det blev aftalt at oprette et statsligt hjemmeværn med start den 1. april 1949. På den måde ville staten få den overordnede kontrol tilbage. Til gengæld lovede man bedre våben, udrustning og uddannelse.
Men overgangen fra hjemmeværnsforening til statshjemmeværn i området omkring Hammel forløb ikke helt glat. Efter planen skulle der oprettes et kompagni omkring Hammel. Det skulle være 3. kompagni under Silkeborg distrikt og det skulle bestå af tre delinger hhv. omkring Fårvang-Gjern, Hammel-Svenstrup-Voldby-Sporup og Røgen-Toustrup-Sorring. Den første chef for dette kompagni blev Sv. Aa. Schødt, som var lokalredaktør for Midtjyllands Avis. Han var flygtet til Sverige under krigen og var kommet hjem med den danske brigade.
I februar 1949 holdt bestyrelsen i Hammel Hjemmeværnsforening et møde. Der var lidt utilfredshed med, at Hammel efter planen for det statslige hjemmeværn skulle høre under distriktet i Silkeborg mens Thorsø skulle høre under Viborg. Men bortset fra det erklærede man sig klar til at aflevere sine våben, så snart regionen var klar til at modtage dem, og man planlagde at opløse foreningen ved en generalforsamling i løbet af marts.
Det skete bare ikke. I stedet arrangerede foreningen et orienteringsmøde i Hammel den 1.4.1949. Her forklarede overofficiant Jørgensen, som var distriktschef i Silkeborg og redaktør Schødt om planerne for det nye statshjemmeværn omkring Hammel og opfordrede de tilstedeværende til at melde sig.
Resultatet var beskedent. I juli 1950 måtte redaktør Schødt konstatere, at der kun var en snes mand, der havde meldt sig til kompagniet omkring Hammel. Hjemmeværnsforeningen havde mange medlemmer i Farre; men de ville ikke over i statshjemmeværnet. Årsagen var mistillid til de politikere, der havde ansvaret for samarbejdspolitikken. Pga. denne mistillid ville man ikke under statslig kontrol men ville fortsætte som privat forening.
Sådan gik det i to år indtil den 27. marts 1951, hvor der blev holdt et stort møde i Farre Forsamlingshus. Ved den lejlighed lykkedes det endelig at overtale/presse folk fra Farre til at indgå i statshjemmeværnet.
I avisens referat fra mødet skriver redaktør Schødt, at hjemmeværnskonsulent Charles Nielsen holdt et instruktivt foredrag om hjemmeværnsloven. Dette indslag har både skullet overtale og presse.
Hjemmeværnsloven af 1948 gav hjemmeværnet en dobbelt ledelse bestående af den militære chef og den civile kommitterede. På dette tidspunkt var den militære chef general Erik Johnstad-Møller, som havde været aktiv i modstandsbevægelsen og havde stået for organisering og bevæbning af modstandsbevægelsen i Jylland og på Fyn. Den kommitterede var Frode Jakobsen, som havde været formand for frihedsrådet. Det var to personer, som sikkert har nydt stor tillid hos tilhørerne.
Det andet element har været spørgsmålet om våben. Allerede i 1945 blev det slået fast, at modstandsbevægelsens våben tilhørte staten. Man bestemte dog, at de kunne udlånes til hjemmeværnsforeningerne, hvor de blev oprettet. Budskabet på mødet i forsamlingshuset har derfor været, at lånefristen nu var udløbet. Hvis man ville beholde sine våben, skulle man indgå i statshjemmeværnet.
Det gjorde man så og det gik stærkt. Den 8. marts 1952 holdt kompagniet fest på forsamlingsbygningen i Hammel med folketingsmedlem M. Buhl som taler. På det tidspunkt bestod kompagniet af tre delinger, en i Hammel, en i Fårvang/Gjern og en i Farre.
Det underliggende skel i byen bestod dog fortsat. Når jeg i dag ser navnene i Bovrup-kartoteket, passer det helt med min erindring om, hvem der var medlemmer af HJV og hvem der ikke var. Der er flere, som jeg har kendt, og hvor jeg ikke ville have drømt om, at finde dem i kartoteket; men nu forstår jeg pludselig, hvorfor de ikke var i HJV.
Jeg forstår også betydningen af smed Lemmings ord om ”Venskaber der opløstes og venskaber der stiftedes”. Jeg kan se, at skellet i flere tilfælde gik mellem naboer eller endda midt gennem familier. Jeg ser navne i Bovrup-kartoteket, hvor jeg husker naboer eller en svoger i uniform.
Jeg husker også en episode. Det må have været i sommeren 1958. Min lillebror og jeg legede i haven og en gammel nabokone kom over med et par småkager på en underkop til os. Mange år senere fortalte mor, at hun efterfølgende havde snakket med en gårdmandskone i byen. Denne havde nærmest forfærdet spurgt, om vi da havde omgang med sådan en. Den gamle nabokone havde med smed Lemmings ord, ikke tilhørt de rettroende 15 år tidligere.